Kirken og Israel

Kirken og Israel

I lyset af krigen, som brød ud mellem Israel og den palæstinensike terrorgruppe Hamas, lørdag d. 7 oktober 2023, har vi fundet det gavnligt at offentliggøre Apostolsk Kirke Danmarks Israel-erklæring. Erklæringen blev udgivet i 1998 og er udtryk for Apostolsk Kirkes officielle position og syn på Israels rolle i Guds frelsesplan.

Eklæringen er skrevet af Eva Ravn Møenbak, som i dag er en del af Københavns Frikirke, der ledes af Jacob Viftrup, som er vores apostolske supervisor (du kan læse mere om supervision her).

Israel er et politisk emne, som skiller vandene. På den ene side har nationen og folket en særlig rolle i den bibelske historie, hvilket bevirker, at Israel også får en særlig rolle for enhver kristen, der tager Bibelen alvorligt som værende Guds inspirerede ord. Men samtidig er Israel ikke uden skyld i diverse konflikter, hvorfor det kan opleves som vanskeligt at forstå hvorfor netop de bør være genstand for vores støtte og forbøn.

Blandt andet derfor er nedenstående Israel-erklæring gavnlig at læse og orientere sig i. Du vil i læsningen se, at Israels særlige status ikke skyldes fortjeneste, men udelukkende Guds udvælgelse og nåde. Således instruerer Gud os ikke til at bede særligt for Israel på baggrund af landets gode gerninger, men på grund af Hans udvælgelse af dem.

Vi håber, at erklæring bidrager med forståelse og klarhed omkring Israel, og kan hjælpe os hver især til at bede for også den nuværende krig på et oplyst grundlag.

Erklæringens indhold er indsat og begynder under skillelinjen herunder.

God læselyst!

————————————————————

(Nedenstående artikel med erklæringens ordlyd og Evas uddybende kommentarer er blevet trykt i Apostolsk Kirkes jubilæumsskrift:  Apostolsk Kirke 1924-2004).

Af Eva Ravn Møenbak 

Apostolsk Kirke i Danmark har en lang og grundfæstet tradition for forståelse og interesse for Israel. Alligevel står Kolding-stævnet i 1998 som en milipæl i kirkens holdning til Israel. Ved en speciel højtidelig fællessamling oplæste landsleder Johannes Hansen en erklæring, der giver udtryk for Apostolsk Kirkes syn på Israel.

ERKLÆRINGEN

I anledning af 50-året for staten Israels genoprettelse fremsætter vi som Apostolsk Kirke i Danmark følgende erklæring:

Ved Jesus Kristus vor Herre og Israels Messias, som menneske kommet af Davids slægt (Rom.1:3), er vi som kristne åndeligt forbundne med det jødiske folk. I sin søn, Jesus Kristus, har Israels Gud åbenbaret sin evige kærlighed. Jesus, som er vor fred, har ved sin forsoningsdød skabt grundlaget for forsoningen mellem jøder og kristne (Ef. 2:11-18), og han skal vende tilbage til denne jord og fuldt ud genoprette alt (Ap.g. 3:20-22). 

Gud, som er verdens skaber og historiens Herre, har gennem en evig pagt udvalgt Israel til at være sit ejendomsfolk og vidne om Guds frelsesplan for verden (1. Mos. 17:7; 5. Mos. 14:2; Es. 43:10-12). Målet med Israels udvælgelse er at bringe velsignelse til alle jordens folkeslag (1. Mos. 12, 3). Guds udvælgelse af Israel har alene sin grund i Guds nåde, den skyldes ikke Israels fortjeneste (5. Mos. 7:6-7). Eftersom Gud ikke fortryder sine nådegaver og sit kald, forbliver det jødiske folk til alle tider elskede af Gud (Rom. 11:28-29). Skriftens vidnesbyrd er, at hele Israel skal frelses (Rom. 11:25-27) ved tro på Kristus. 

Jesu komme som Israels Messias fornyr og bekræfter Guds løfter til Israel (Rom. 15:8; Rom. 11:28). Konsekvensen heraf er, at den kristne menighed ikke erstatter Israel i Guds frelsesplan. Guds pagtstroskab over for Israel har betydning for Kristi menighed. Vi er med apostlen Paulus’ ord indpodede i det ægte oliventræ, som er Israel (Rom, 11:17-18). Ved at se på Israel vil vi som kristne få en dybere forståelse af, at Gud er med sin menighed, fordi han er med Israel.

I Guds nådespagt med Israel står landløftet centralt (1. Mos. 17:8). I dag er vi vidner til, at Gud fører sit folk tilbage til landet Israel, som Gud har givet det jødiske folk til evig ejendom (Jer. 16:14-15). Vi tror, at staten Israels genoprettelse i vor tid og det jødiske folks fortsatte tilbagevenden hertil er en opfyldelse af bibelske profetier, som til sidst vil lede til fred og velsignelse for alle folkeslag (Es. 65:17-25).

Vi er taknemmelige over den åndelige arv, som vi har modtaget gennem det jødiske folk (Rom. 9:4-5). De fik Guds ord betroet (Rom. 3:2), og har bevaret det.

Vores anerkendelse af Israel er ikke nødvendigvis identisk med en uforbeholden accept af alle staten Israels beslutninger og handlinger.

Vi tror, at Gud også ønsker velsignelse og frelse for det arabiske folk og står ved sine løfter til Ismael (1. Mos. 16:10; 1. Mos. 17:20-21).

Vi må aldrig glemme de rædsler, som det jødiske folk har gennemlevet i det, der skulle være et kristent Europa. Vi bekender, at der i kristenheden i århundreder har været en antijudaistisk teologi, som har været med til at skabe et jødehad. Vi tager afstand fra enhver form for antisemitisme og opfordrer alle kristne til at besinde sig på Holocaust, hvor 6 millioner jøder blev dræbt.

På grund af den helt unikke forbindelse, vi som kristne har til det jødiske folk, opfordrer vi alle kristne til at bede for Israel og yde omsorg og støtte (Salm. 122:6; Es. 49:22).

SÆRSTILLING

Denne officielle erklæring fra Apostolsk Kirke i Danmark udtrykker klart, hvad der er kirkens forståelse af og holdning til det jødiske folk og Israel. Med denne erklæring indtager Apostolsk Kirke en absolut særstilling blandt de danske kirkesamfund. Med undtagelse af Det Lutherske Verdensforbund, der i 1964 i Løgumkloster udsendte en fordømmelse af antisemitisme, er  Apostolsk Kirke den eneste protestantiske kirke i Danmark, der har en officiel holdning til Israel.

ERKLÆRINGENS OVERORDNEDE TEOLOGISK TEMAER

Erklæringen er grundfæstet i kristologien, og tager derfor sit udgangspunkt i Jesus ”kommet af Davids slægt”, gennem hvem alle kristne er bragt i en tæt forbindelse til det jødiske folk. Erklæringen indledes med en understregning af det unikke bånd mellem kristne og jøder, og der udtrykkes taknemmelighed over denne åndelige arv. Dernæst understreger erklæringen, at det jødiske folk er Guds pagtsfolk med en åndelig tjeneste for Gud, og dermed tages der klart afstand fra erstatningsteologien. Det jødiske folk lever i dag i en pagtsrelation med Gud. Gud har ikke forkastet sit folk, som Paulus understreger. Frelseshistorien grunder sig i Guds pagtstroskab, og Israels fortsatte udvælgelse bekræftes, hvilket ifølge Skriften skal have som resultat, at ”hele Israel frelses ved tro på Kristus”.

Centralt i erklæringen står landløftet. Det er vigtigt, at erklæringens omtale af landløftet ikke kun formuleres i teologiske termer. Landløftet betyder i dag helt konkret en anerkendelse af staten Israels genoprettelse som en opfyldelse af Guds løfter. Men erklæringens teologiske anerkendelse af staten Israel har selvsagt intet at gøre med en accept af alt, hvad der foregår i Israel. Israel er dog som folk og land det tydeligste referencepunkt for en forståelse af, hvordan Gud handler i historien. Når Gud er trofast over for Israel, er han trofast over for sin menighed.

Gud er trofast over for alle sine løfter, også den velsignelse som er lovet Ismaels børn, araberne.

Erklæringen rummer en klar afstandtagen fra antisemitisme og en besindelse på Holocaust. Kristenheden har i århundreder været med til at skabe et jødehad, som den moderne antisemitisme kan støtte sig til og bygge videre på, derfor er det betydningsfuldt, at erklæringen eksplicit omtaler den traditionelle antijudaistiske teologi og dens lange og smertelige virkningshistorie.

Erklæringen afsluttes med en understregning af det unikke bånd mellem Israel og den kristne menighed. Med intet andet af jordens folk har menigheden en sådan åndelig forbindelse. Heraf følger menighedens forpligtelse til forbøn for Israel samt omsorg og støtte.

ERKLÆRINGEN I ET KIRKEHISTORISK PERSPEKTIV

Selv om Apostolsk Kirke med sin Israel-erklæring indtager en særstilling på nationalt plan, gør den det dog ikke internationalt set. Siden 2. Verdenskrig er der fra Den katolske Kirke og mange forskellige protestantiske kirkesamfund kommet officielle erklæringer om disse kirkers Israel-syn.

Udviklingen i forholdet mellem kristne og jøder siden 2. Verdenskrig er en af den nyere kirkehistories mest betydningsfulde begivenheder. To store rystelser gik gennem den kristne verden efter 2. Verdenskrig. Først chokket over Holocausts rædsler. Det faktum, at 6 millioner jøder blev udryddet i et Europa, der i århundreder havde været under kristendommens påvirkning, fremkaldte

selvransagelse og en erkendelse af medansvar. Dernæst er der det, man kan kalde det teologiske chok, som mange kristne oplevede ved staten Israels oprettelse i 1948. Kirkerne havde i århundreder troet, at det jødiske folk var dømt af Gud til at leve i evigt eksil. Mange kristne havde derfor for længst åndeliggjort termerne Israel, Zion og Jerusalem. Påstanden om, at den kristne kirke er det nye, sande, åndelige Israel, fremføres første gang af kirkefaderen Justin i det 2. årh. Jøderne kom til at stå som et forkastet folk, og denne anklage har fulgt jøderne i århundreder. Den epokegørende nyorientering i nogle kirkers forhold til det jødiske folk og Israel efter 2. Verdenskrig gør klart, at når Bibelen taler om Israel, Zion og Jerusalem, så drejer det sig om nogle konkrete, geografiske og nationale størrelser i Mellemøsten. Staten Israels genoprettelse i vor tid viser, at Guds ord skal tages for pålydende. Mange kirker kan gå langt i deres anerkendelse af det jødiske folk, men ud af en repræsentativ gruppe på 40 kirkelige erklæringer er der kun 6, og Apostolsk Kirke er en af dem, der klart tilkendegiver en anerkendelse af staten Israels genoprettelse og det jødiske folks tilbagevenden hertil som en opfyldelse af bibelske profetier.

De kirkelige erklæringer rummer revolutionerende tale. Ikke på noget tidspunkt siden Paulus skrev Romerbrevet 9-11, har en del kristne kirker talt så tydeligt og så bibelsk sandt om det jødiske folk og Israel som netop i vores tid.