Kirken: verdens håb

Kirken: Verdens håb?

Kirken er verdens håb!

Den sætning blev præsten Bill Hybels kendt for at sige tilbage i 80’erne og 90’erne i USA, hvor han sammen med et team opbyggede Willow Creek Community Church til at være landets hurtigst voksende kirke i de årtier.

Som Aalborg-bosiddende dansker kan man godt sidde og tænke “Fin og motiverende sætning. Men, lad os nu lige tage den lidt med ro…”. Og det er egentlig forståeligt nok. Vi mødes ikke 20.000 mennesker hver søndag, som Hybels’ kirke gjorde. Vi har ikke regeringsledere og celebrities’ opmærksomhed. Vi har ikke en stor, moderne og glamorøs kirkebygning at samles i. Vi kan ikke sprøjte superfede, velproducerede promomaterialer ud på diverse sociale medier for kommende mega-events arrangeret af kirken.

Tværtimod. Vi bøvler med at finde noget så simpelt som en trommeslager (er du interesseret, så tag endelig kontakt 😃😉) og oplever mange andre mangler i vores kirkeliv - i forhold til hvor vi gerne ville være.

Og det tænker jeg er helt OK. Vi vil som kirke altid vil have både visioner og drømme, som er større end det sted, vi befinder os på et givent tidspunkt. Sådan skal det være. For Guds planer er langt større end nogen vision, vi som kirke kan tænke os til eller realisere. Som Apostlen Peter skriver, ønsker Gud ikke at nogen skal gå fortabt (2. Peter 3:9). Det betyder, at Hans øverstliggende ønske er, at ethvert menneske må høre de gode nyheder om Jesus, tage imod dem og frelses gennem det.

Du kan nok fornemme det, men det er en ret omfattende opgave og vision. Der bor i øjeblikket cirka 8 mia. Mennesker på kloden - og tallet vokser. Det er en ret vild opgave. Men ikke desto mindre en opgave og vision, som Han har gjort os til medarbejdere på både som lokal kirke i fællesskab og som enkeltpersoner.

Og læser man Paulus’ ord til hans åndelige søn, Timotheus, om kirkens betydning og rolle for verden, er det svært at holde de nordjyske ben på jorden: “Guds hus - det er den levende Guds kirke, sandhedens søjle og grundvold.” (1. Timotheus 3.15).

Kirken. Sandhedens søjle. Og sandhedens grundvold. Det lyder næsten uhørt vildt - og det er det sådan set også. Det er nok ikke sådan vi til dagligt føler os; som en del af Guds udvalgte (og eneste) værktøj til forvandling af jorden og dens befolkning. Men det er det, vi er!

Disse ord ramte mig personligt lige mellem øjnene under en morgenandagt i februar måned. Og jeg håber, at de i dag rammer dig - gerne mellem øjnene, men endnu hellere i hjertet. Du er nemlig en del af et fællesskab bestående af tidligere syndere, som af Guds ubegribelige nåde er frelst til evigt liv med Ham, og som - mens de endnu lever på jorden - er kaldede til at repræsentere og kommunikere sandheden om Ham, som ér verdens eneste og sande håb.

Og således var Hybels nok ikke helt galt på den.

Så lad os gå efter det - at være det, Gud ønsker for og med os. Jeg vil anbefale, at du starter med at bede Ham om at åbenbare for dig hvordan dette ser ud ind i lige præcis dit og din families liv.


Du ønskes den ALLERBEDSTE marts måned fuld af Guds fred, nåde og sandhed!

 
Forrige
Forrige

Vil Gud bruge mig til noget?