Vil Gud bruge mig til noget?

Vil Gud bruge mig til noget?

Januar er tæt på slut, og således er de fleste nytårsforsætter forlængst gået i vasken, og hverdagen har indfundet sig. Min fornemmelse er, at nytårsforsæt er noget, vi som kristne har det ambivalent med. På den ene side tror vi på en Gud, som har kaldet os til en livslang relation, der kontinuerligt forvandler os til at ligne Ham, hvorfor livsforvandling er en central del af vores DNA, og ønsket om en anerledes adfærd og livsførelse ikke er så fremmed for os. Men samtidig har vi det stramt med det “projekt jeg”, som nytårsforsætter ofte smager lidt af. Altså, at de handler om, at jeg må blive bedre, at jeg kan få et bedre liv eller jeg kan blive gladere og mere tilfreds.

Vi tror jo med rette på Paulus’ ord i Romerbrevet 3:23-24 om, at vi alle er syndige mennesker, som kun står oprejst fordi Gud har rejst os op og givet os kraft til at blive stående gennem troen på Hans søn Jesus (dette er min omskrivning af versene, men det er ikke helt skudt ved siden af 😉).

Og således bliver vi nogle gange fanget i et dilemma, hvor vi ikke helt kan finde ud af hvad vores rolle er, i det Gud har kaldet os til. Er det Gud, der gør værket suverænt eller er jeg også en del af ligningen?

Netop dét kaster historien om Johannes Døber lys på, hvilket har inspireret mig i min gennemlæsning af Ny Testamente her i januar måned.

Lad os tage et hurtigt kig på det:

I Johannes evangeliet 1:6-8 står der: "Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset."

Johannes (mennesket) var altså ikke lyset. Check. Amen! Her er vi rørende enige, ikke? Vi som mennesker er ikke lyset. Dét forstår vi og tror vi. Men mennesket Johannes kom dog af en grund: han skulle aflægge vidnesbyrd - han skulle vidne om lyset. Hvorfor? For at andre skulle kunne tro på ham. 

Betydningen af mennesket Johannes liv var altså ikke lille. Forbindelsen mellem det sande lys (Jesus) og mennesker afhang direkte af hans tjeneste, liv og lydighed. Det synes jeg personligt er helt vildt. Særligt med tanke på, hvor lidt grund vi som mennesker har givet Gud til at have tillid til os!

Da folk senere spurgte Johannes om hans egen identitet, og bl.a. antydede, at han måske var den Kristus, de havde ventet på, var hans svar da også helt fantastisk, da han i vers 27 sagde: “…efter mig kommer en, hvis skorem jeg ikke er værdig til at løse…”

Hvilken respekt for Jesus, Johannes havde! Men læg lige mærke til, at han selv indgik i ligningen: “EFTER MIG kommer én…”

Dette er et godt billede på menneskers betydning for, at Guds vilje sker på jorden: Vi er ikke lyset. (Amen!). Vi er ikke engang værdige til at løse hans skorem. Kæmpe amen igen. Men Han har alligevel valgt at møde mennesker EFTER at de møder os! Det er utroligt. Men sandt.

Så venner… bolden ligger faktisk hos os. Mennesker har brug for at møde lyset. Du og jeg har brug for at møde Ham igen og igen. Og det sker næsten altid efter, at et jordisk, kødeligt menneske har banet vej for det. På den ene eller anden måde.

Lad dét opmuntre og udfordre dig i tiden som kommer. Gud vil betro os mennesker, der har brug for Jesus - og det er vigtigt at du og jeg ved, at vi er vigtige redskaber for Gud i det arbejde. At vi ikke er ubetydelige eller i vejen, men at vi derimod er, hvad Efeserbrevet beskriver: "hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i." (Ef. 2:10).

Gud velsigne dig og give dig en fantastisk og frugtbar februar!